Vedtægter

Vedtægter i PDF

Kapitel I

§ 1: Foreningens fulde navn er ”Historisk Foredragsforening Odense”. (Forkortet: HFF-Odense)

§ 2: Foreningens slogan er ”Vi bevarer ordet”. Dette og foreningens logo må kun benyttes af den siddende bestyrelse eller med tilladelse fra denne.

§ 3: Formålet med Historisk Foredragsforening er at udbrede kendskabet til fag som historie, filosofi, politologi m.v. i almindelighed og udvalgte historie-relaterede emner i særdeleshed. Foreningen henvender sig til alle.

Kapitel II

§ 4: Medlemskab af foreningen opnås ved indbetaling af kontingent som fastsættes af bestyrelsen. Kontingentet gælder for et år og medlemmerne opnår rabat ved deltagelse i foreningens aktiviteter.

§ 5:

a. En enig bestyrelse kan indstille og tildele et af foreningens medlemmer et livs varigt æresmedlemsskab.

b. Bestyrelsen, eller et flertal i denne, kan hverken indstille eller tildele et livsvarigt æresmedlemsskab til et eller flere af de siddende bestyrelsesmedlemmer.

c. Der må maximalt uddeles et æresmedlemsskab pr. år.

Kapitel III

§ 6: Den ordinære generalforsamling, der afholdes i februar hvert år, er foreningens højeste myndighed. Deltagelsen i generalforsamlingen er ikke betinget af foreningsmedlemskab, dog har kun medlemmer stemmeret. Såvel en ordinær som en ekstraordinær generalforsamling skal indvarsles en måned før den afholdelse. Dette skal ske på foreningens hjemmeside og for den ordinære generalforsamling også i det trykte program.

Generalforsamlingen afholdes efter følgende dagsorden:

Valg af dirigent

Formandens beretning

Fremlæggelse af regnskabet (regnskabsåret er 1/1 - 31/12)

Indkomne forslag (indsendes senest 14 dage før generalforsamlingen til foreningens formand)

Valg

Evt.

§ 7: Alle afgørelser vedtages ved simpelt flertal (se dog § 9-11)

Kapitel IV

§ 8: Generalforsamlingen vælger en bestyrelse, der virker to år (forskudt), men som kan genvælges. Kun medlemmer kan sidde i bestyrelsen, der består af mindst fire og højst otte medlemmer. Generalforsamlingen vælger ligeledes to suppleanter og en revisor

§ 9: Ud af sin midte vælger bestyrelsen en formand (daglig leder), en næstformand, en sekretær (mødereferater), en kasserer (regnskabsføring) og en PR-koordinator (kommunikation og PR i forhold til medier og offentligheden). Alle bestyrelsesmedlemmer har én stemme. Ved stemmelighed tæller formandens stemme dog dobbelt.

§ 10:

a. Et bestyrelsesmedlem betragtes som udgået af bestyrelsen, hvis medlemmet udebliver fra bestyrelsesmøderne to gange uden at melde afbud.

b. Et bestyrelsesmedlem, som vedholdende, uden at melde forfald, misligholder sine pligter som medlem af bestyrelsen, kan af 2/3-flertal af bestyrelsen tildeles en advarsel. Såfremt denne ikke efterkommes, kan 2/3-flertal af bestyrelsen ekskludere det pågældende medlem.

Kapitel V

§ 11: Ændringer i disse vedtægter kan kun foretages på en generalforsamling.

§ 12: Bestyrelsen eller ¾ af medlemmerne kan skriftligt indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

§ 13: Ved foreningens nedlæggelse kræves 2/3 flertal på en generalforsamling, samt indkaldelse til en ordinær generalforsamling, hvor simpelt flertal er afgørende.

Godkendt af generalforsamlingen 14. februar 2013

 

©Historisk Foredragsforening 2013

Sidst opdateret den 4. februar 2014